Dine fødder er noget af det mest udsatte når du spiller squash. De hårde opbremsninger og pludselige ryk er meget hårdt for fødderne. Det er derfor vigtigt at tage sig sine forholdsregler.

Brug squashsko

Først og fremmest er det vigtigt at anskaffe sig et par ordentlige squashsko. Det kan klart anbefales at købe et par sko, der er lavet specielt til squash. Her på siden har vi udvalgt to mærker, som vi mener er de bedste, men der kan selvfølgelig også findes andre gode sko. Noget af det vigtigste er, at der er en rigtig god absorbering i hælen, men også gerne i forfoden. I squash får man nogle voldsomme stød op gennem kroppen som hovedsageligt belaster knæ og ryg. En god absorbering i skoen gør denne belastning væsentligt mindre. De tynde sko som badmintonspillere ofte spiller i er således bandlyst i squash.

Pas også på med de store tennissko og det værst tænkelige; løbesko, da du meget nemt kan risikere at vrikke om i disse. Løbesko har desuden næsten altid såler, der smitter af på banen og kan dermed nemt give en regning, bortvisning eller en god mulighed for opleve hvordan det er at vaske en squashbane ren igen...!

Rette størrelse

Det er også meget vigtigt at vælge den rigtige størrelse sko. Er de for små gnaver de og gør ondt, er de for store giver de nemt vabler og du glider rundt i skoen. De fleste sportsbutikker siger at sko ikke udvider sig, så man ikke skal tænke på det. Dette er også delvist rigtigt, da de ikke udvider sig noget særligt i længden, men kan dog godt gøre det noget i bredden.Selv en lille udvidelse kan betyde meget i squash. Folk i sportsbutikker forstår ikke altid, hvor hård en sport squash er, så tag ikke altid deres ord for gode varer.

Tæerne skal helst være så langt ude i skoen som muligt, uden de rammer på spidsen af skoen, så det ikke generer. Som sagt kommer man nemt til at glide rundt i skoen, hvis du køber dem for store, hvilket kan påvirke din balance på banen samt forårsage vabler.

Sportsokker

Sørg også altid for at spille i nogle ordentlige sportssokker. Slidte sokker øger slidet på foden. Man kan få nogle sokker, der har forstærkninger de udsatte steder. Nogle vælger at spille med to par sokker. Tanken bag dette er udover og de jo så bliver dobbelt så tykke er, at gnidningen der opstår når foden bevæger sig i skoen, så kommer til at foregå mellem de to par sokker og ikke så meget mellem sokken og foden. Der er dog delte meninger om dette, så her må man prøve sig frem.

Spil dem til

Det er en god ide når man erhverver sig et par nye sko at gå/spille dem til før man spiller i dem for alvor. Foden skal lige vænne sig det nye fodtøj og skoen former sig også lidt efter foden. Det er derfor en rigtig god ide at gå rundt i dem derhjemme nogle gange eller bare træne blødt i dem, før man kaster sig ud i en drabelig 5-sætter.

Sålerne kan ofte selv på dyre sko være lidt glatte til at starte med. Dette kan selvfølgelig hurtigt spilles væk, men et godt trick er at slibe dem lidt med lidt fint sandpapir for at fremskynde processen.

Skift dem ud løbende

Topspillere slider deres sko ned på få måneder, hvorimod nogle motionister kan have dem i flere år. Vi råder dog til, at hvis man bare spiller nogenlunde regelmæssigt, at skifte sko minimum en gang om året. Absorberingen i skoene bliver langsomt nedbrudt og de bliver ligeledes slidt skæve med tiden.

Skoene er ikke det sted man skal spare, så  køb hellere en billigere ketcher, hvis der et budget, der skal holdes.

Af Morten Wiegandt