Da squash, som de fleste nok har erfaret, er en utrolig hård og eksplosiv sport, er det meget vigtig at varme op før man går på banen. Det at stå at slå til bolden et par minutter, før man går igang med en kamp, er altså ikke rigtig opvarmning, men mere for at få bolden varm og lige få sine slag til at sidde rigtigt.

Opvarmning kan laves på et utal af forskellige måder og det er meget individuelt, hvad der virker for den enkelte. Det er dog altid en god ide at starte stille ud med lidt let løb, gadedrengeløb el. lign. for at få kroppen langsomt forberedt på, at den skal til at vågne op. Når man så har fået lidt gang i benene, er det en god ide lige at få gang i de vigtigste muskelgrupper: læg, lår, ryg og arme. Lav også gerne nogle squashrelaterede bevægelser eksempelvis lidt skyggesquash (ghosting). Det er også en god ide at tage et par spurter eller nogle hurtige ghosting for lige at få pulsen i vejret. Man bliver som regel mere forpustet første gang pulsen kommer højt op end de næste par gange, og det er jo rart at få overstået, før man står midt i en kampsituation.

Lidt let udstrækning af de store muskler er en god ide at slutte opvarmningen af med. Strækket skal dog ikke holdes så længe som efter man har spillet, men kun ca. 10 sekunder.

Er man yderligere interesseret i at styrke sit åndedræt, og indre ro- og koncentratrionsevne kan man med fordel begynde på yoga, som kan hjælpe dig på disse parametre!

Husk nu opvarmningen, folk er generelt meget "dygtige" til at glemme det, selvom de fleste ved det er en god ide. For det første spiller man bedre da kroppen er igang og for det andet og nok vigtigst, nedsættes risikoen for skader betydeligt.