Squash handler utrolig meget om taktik. Hvem spiller de rigtige slag på de rigtige tidspunkter. En spiller der ellers klart burde slå en anden spiller pga. sin bedre teknik og hurtighed vil ikke alligevel altid vinde, hvis han møder en klogere spiller, Der kan skrives tykke bøger om taktik, da hvert slag er forskelligt og man hver gang skal vurdere både, hvor man selv står og hvor ens modstander befinder sig. Dette kan være mere end svært, da man jo samtidig skal tonse rundt efter bolden, og ofte er glad bare man når frem til den.

Derfor er det altafgørende, at man når rigtigt ud til bolden i så god tid som muligt for at have tid og mulighed for frit at vælge slag og vurdere, hvor modstanderen befinder sig.

Den måske vigtigste taktiske detalje er altid at komme ind på midten af banen, når man har færdiggjort sit slag. Man siger, at man skal ind på T'et, hvilket beskriver det sted, hvor de to linjer mødes midt på banen. Man bør dog kun sjældent stå så langt fremme, men hellere omkring en ketcherlængde bag T'et. Kommer man ikke derind, er der ganske enkelt for langt, hvis modstanderen finder på at spille den over i den modsatte side. Der er flere grunde til, at man står bag T'et og ikke helt fremme på stregerne. For det første er det hurtigere at løbe lige frem end at skulle vende om og tage en bold ved bagvæggen. Derudover vil bolden for ofte passere en, da det for de fleste er svært at nå at flugte, hvis man står for langt fremme.  

Det eneste tidspunkt hvor man absolut ikke skal ind til T'et er, hvis man selv har skudt en bold ind på midten af banen. I så fald skal man flytte sig og give plads til at modstanderen kan slå sit slag, da man ellers meget nemt vil kunne tabe duellen på en "stroke". Man skal dog ikke løbe helt ud til sidevæggen og gemme sig, men derimod holde sig så tæt på midten som muligt uden at komme i vejen.

Mange spillere kommer til at falde længere tilbage på banen når de begynder at blive trætte. Årdagen hertil er, at der som regel bliver spillet flest lange bolde og man på den måde så skal løbe mindst. Problemet er dog bare, at man så aldrig selv kommer ind og får presset modstanderen og ligeledes er man så i en ret uheldig situation, når modstanderen opdager dette og pludselig spiller en kort bold.

Så kom altid ind på T'et, også selvom det nogle gange føles som om, man så kommer til at løbe mere. Den der styrer T'et vinder kampen.